Thursday, April 7, 2011

Så er der kage !!





En bager i Østrig risikerer strafforfølgelse pga hans svastika kager fra BT

Wednesday, July 21, 2010

Wednesday, May 5, 2010

Monday, June 29, 2009

Stakkels Danmark

Titel: "Stakkels Danmark"
Melodi: "Sneflokke kommer vrimlende"


----------------------------

De kommer bare vrimlende
indover grænsen trimlende.
Det virker faktisk svimlende
at se dem komme her.
De fylder op i gaderne
og starter selv balladerne,
så Dansken langs facaderne
sig snige må af sted.

Fru Weiss og Arne Melchiormand
forærer bort vort gamle land!
Hvad gør en stakkels Dannemand,
hvor er der plads til ham?
Man skær' al hjælpen væk fra ham;
han utak får, oh - hvilken skam!
Og bolig får han ingen af,
når gæsten si'r go' dag.

Snart er man gæst i eget land,
ja, ingen mer' os hjælpe kan;
den fremtid er desværre sand
hvis ej vi siger "stop".
Til kamp mod gæstens skrig og hyl
om så han råber højt "asyl" !
Så skal vi vise ham vor dør,
så Danmark bli'r som før.

Forræderne på Christiansborg
har påført Riget megen sorg.
Snart bringer de fallittens bud,
så de skal bare ud!
Ja, op i lygtepælene
selvom det virker kvælende.
Det har de alle helt fortjent,
omend det er lidt sent.


Ukendt forfatter

Wednesday, September 3, 2008

Kontroversiel video fjernet fra youtube

Den unge national socialist Daniel Carlsen var på besøg i Auswitz, sammen med jøden Zygmunt Gross og nyhedsavisen. Det blev der lavet en film ud af, som åbenbart var for skrap kost for youtube, som derfor valgte at fjerne filmen.

På denne blog kan vi ikke lide den slags angreb på ytringsfriheden. Derfor opfordres alle bloggere til at smide filmen på nettet. Som f.eks er gjort her og nedenfor:


video

Det drejer sig ikke om jeg er uenig eller enig med filmen, det handler for mig udelukkende om at alle bør have ret til stille spørgsmål og udbrede sine holdninger. At lukke munden på folk, ved f.eks at sætte folk i fængsel, er en skændsel, som ikke hører til i et vestligt samfund.

Thursday, May 3, 2007

Den Biologiske Verdensanskuelse




"På ethvert givet tidspunkt findes der en ortodoksi, et sæt idéer, som man antager, at alle rettænkende menne­sker accepterer uden at stille spørgsmål. Det er ikke di­rekte forbudt at sige dette eller hint, men det er ikke noget, "man gør" … Enhver, som udfordrer den herskende ortodoksi, opda­ger, at han bringes til tavshed med forbavsende effekti­vitet. En mening, der virkelig går på tværs af, hvad der er moderne, får næsten aldrig en fair behandling, hver­ken i den populære presse eller i de intellektuelle tids­skrifter…"
­
George Orwell.

Som nationalsocialist oplever man gang på gang, at det er vanskeligt - ja, undertiden endog direkte umuligt - at føre en meningsfyldt dialog med en ikke-nationalsocialist. Grunden hertil er naturligvis til dels det velkendte propagandabillede af nationalsocia­lismen som højdepunktet af al menneskelig ondskab. Hos den unge generation er dette dog ikke længere så væsentligt. Gennem fjernsynet har den fra en tidlig alder kunnet følge levende med i al den grusomhed, der har plaget verden siden "humanismens sejr" i 1945, og der er en velgørende tendens blandt unge mennesker til at betragte livet og dets problemer me­re nuanceret, end den forrige generation gjorde.

Heller ikke den unge generation har imidlertid nogen som helst forestilling om, hvad nationalsocialismen i virkeligheden er. Den er opvokset i en verden, hvor man bevidst har fremmedgjort ungdommen over for al­le naturlige værdinormer og moralbegreber, således at den befinder sig i et totalt tomrum, hvor selv løgn og sandhed er blevet noget særdeles relativt, som man "kan forholde sig til" fuldstændig, som man vil. I et sådant univers er den nationalsocialistiske ide nød­vendigvis et uforståeligt fremmedelement. I stedet for den uforpligtende relativisme, hvor en ide kan være lige så god som en hvilken som helst anden, sætter nationalsocialismen kravet om, at man finder den ab­solutte sandhed og drager konsekvenserne af denne. I stedet for tomhjernede skrivebordsfilosoffers tåge­snak og orientalsk mystik repræsenterer nationalsoci­alismen den sunde fornuft, som søger sine argumen­ter i virkelighedens verden, hvor forskellen mellem løgn og sandhed afgøres af kendsgerninger og ikke af verdensfjern ønsketænkning. På denne baggrund må nationalsocialismen forkaste alle de herskende ide­ologiers forestillinger og moralbegreber, og dette fø­rer naturligt nok til en forståelseskløft, som det er ret så vanskeligt at slå bro over.
Nationalsocialismen betegner ganske enkelt et absolut og konsekvent brud med grundlaget for hele den herskende verdensorden. Hvad dette vil sige, skal vi i det følgende forsøge at forklare nærmere.

Som det vel allerede turde fremgå af ovenstående, har den nationalsocialistiske idé meget lidt med politik at gøre i dette ords normale betydning. Den nationalso­cialistiske bevægelse er ikke en af de sædvanlige po­litiske organisationer, der repræsenterer nogle gruppeinteresser af mere eller mindre materialistisk karak­ter, og som af al kraft forsøger at sammen strikke et program, der er tilstrækkeligt vagt og intetsigende til at tiltrække det nødvendige stemmekvæg for at opnå magt i parlamentet, således at "de folkevalgte" kan tilrane sig selv og deres vælgere den størst mulige del af samfundskagen på andres bekostning.

Nationalsocialismen er langt mere end dette - den er en verdensanskuelse, dvs. en bestemt måde at be­tragte livet i alle dets aspekter på. Som tilhænger af en sådan verdensanskuelse ser man alle sider af til­værelsen ud fra én og samme synsvinkel, således at hvert enkelt aspekt kommer til at udgøre en del af en større helhed, ligesom ens synspunkter på alle områ­der bliver bestemt af det selv samme, gennemgående princip, som gør en i stand til at forstå og forklare alle sider af livet og dets mysterier. En verdensan­skuelse udgør således grundlaget for sine tilhængeres indstilling til religion, moral, politik, økonomi osv. under ét.

Nu findes der naturligvis mange sådanne livsfilosofi­er, som mere eller mindre fuldstændigt dækker de fleste af livets områder. Eksempler herpå er fx alle religionerne, som jo i princippet giver de troende en rettesnor for deres optræden i alle livets forhold - ­selvom de idag som oftest har måttet gå på kompromis med deres eget udgangspunkt i et fortvivlet forsøg på at slå bro over den hurtigt voksende kløft mellem de religiøse dogmer og virkeligheden - en kløft, som igennem de sidste fem hundrede år har ledt til en stadig stigende verdsliggørelse af de kristne lande i den gamle verden, og som idag får de fleste muhame­danske lande til at forlade den strengt religiøse sam­fundsstruktur til fordel for enten kapitalistisk eller kommunistisk materialisme. Et eksempel på et sam­fund, der går den modsatte vej og radikalt fremhæver enheden mellem politik og religion er dog Khomeinis Iran - et andet kan findes i Israel, hvis hele grund­lag er den jødiske herrefolksreligion, og hvor speci­elt de mest ortodokse kræfter konsekvent afviser enhver afvigelse fra den talmudiske lov, som er skabt i et nomadesamfund, men som er særdeles vanskelig at forene med den moderne industristat, man forsøger at skabe. Også mange kristne har samme – forståelige - ­ønske om at bevare en enhedsbetragtning af tilværel­sen ud fra Bibelens lære. Således søger den katolske kirke til stadighed at styrke sin indflydelse på sam­fundsudviklingen i de traditionelt katolske områder, såsom Irland, Italien, Spanien og Sydamerika, selvom disse bestræbelser svækkes betydeligt af indre uover­ensstemmelser om, hvorledes dette mål skal nås. Også i Nordamerika har kristendommen en særdeles betyde­lig politisk indflydelse, som på ingen måde bør under­vurderes, og i Europa har de fleste lande kristelige partier, der søger at gennemføre kristendommen som politisk program.

Også marxismen er imidlertid en verdensanskuelse, repræsenterende et verdensbillede, som regulerer alle områder af menneskelivet. De øvrige politiske ideer i vor del af verden koncentrerer sig derimod om admi­nistrative og økonomiske spørgsmål. Disse idéer er naturligvis forbundet med en vis grundholdning til forholdet mellem individ og samfund, men hvad men­neskets spirituelle behov angår, er de principielt fuldstændig åbne. De udelukker ikke noget som helst religiøst tilhørsforhold - tværtimod betoner de skarpt skillelinien mellem religion og praktisk politik, således at de to områder forbliver uafhængige af hinanden. Medlemmerne af de allerfleste af de såkaldte borgerli­ge partier kan således være jøder, kristne, muhame­danere, ateister eller buddhister, uden at dette til­lægges nogen betydning for deres politiske arbejde. De forenes i et forsøg på at løse nogle forholdsvis skarpt definerede praktiske opgaver men kan tilstræ­be vidt forskellige eksistentielle mål. Som nævnt, er denne opsplitning egentlig uforenelig med religionensvæsen, men den accepteres mere eller mindre mod­stræbende, fordi religionen for længst har mistet gre­bet om verdens praktiske problemer og derfor må nøjes med at udøve så megen indflydelse, den kan, ad mere indirekte veje.

En ægte verdensanskuelse som nationalsocialismen har ingen plads for en sådan atomisering af tilværelsen. Den er i stand til at løse alle de praktiske problemeri et samfund ud fra den principielle grundholdning, og dens tilhængere behøver intet fremmedelement til at tilfredsstille dem spirituelt. Verdensanskuelsen selv giver en forklaring på
alle de spørgsmål, mennesket kan stille.


Medens religionerne, som bekendt, er baseret udeluk­kende på tro - og også vedkender sig dette – hævder både marxismen og nationalsocialismen, at de er base­ret på videnskaben. Marxismen er imidlertid konstru­eret bag et skrivebord, belæsset med lærde, filosofi­ske værker uden megen jordforbindelse, og i virke­ligheden er den i lige så høj grad baseret på tro som nogen religion, nemlig på den komplet uvidenskabelige tro på, at alle biologiske væsener, der går på to ben og ikke har fjer, er skabt lige, og den lige så uve­derhæftige idé, at det er produktionsbetingelserne, der har afgjort historien på samme måde, som det på­stås at være miljøet og ikke arven, der bestemmer menneskets udvikling. Dette er naturligvis at spænde vognen foran hesten. Der skal ikke megen forstand til at forstå., at det i virkeligheden er mennesket, der har skabt miljøet - og produktionsbetingelserne - og ikke omvendt.

I modsætning til disse andre filosofier er nationalsoci­alismen aldrig blevet opfundet - den er afledt af na­turens evige love, som har eksisteret lige så længe som universet og regeret over alt liv lige siden de første spæde organismers opståen. Dette er udtrykt med mesterlig klarhed af den berømte, nu afdøde, na­tionalsocialistiske filosof Savitri Devi Mukherji i bogen The Lightning and the Sun:

"I sin væsenskerne rækker den nationalsociali­stiske ide ikke blot ud over Tyskland og vor tid, men også ud over den ariske race, ja, endog ud over hele menneskeheden og enhver tidsalder. I sin fulde konsekvens udtrykker den den mystiske og ufejlbarlige visdom, ud fra hvilken naturen lever og skaber: den uperson­lige visdom, der bor i urskovenes mørke og oceanernes dyb, og som lyder fra sfærerne i verdensaltets dunkle rum; og det er Adolf Hit­lers ærefulde fortjeneste ikke blot at være gået tilbage til denne guddommelige visdom men at have gjort den til grundlag for en praktisk for­nyelsespolitik af verdensomspændende format."

Nationalsocialismen er med andre ord et udtryk for de fundamentale naturlove, som styrer vort liv. Den bygger på en uendelig kærlighed til skabelsen i al dens mangfoldighed, en dyb respekt for naturens visdom og en brændende vilje til at bevare det liv, der er fremvokset af denne visdom, ved at organisere det menneskelige samfund i nøje overensstemmelse med disse grundlæggende love. På denne baggrund bliver det at være imod nationalsocialismen lige så absurd og ulogisk, som det ville være at være modstander af tyngdeloven eller den kendsgerning, at jorden er rund.
Nationalsocialismen er intet andet end anven­delsen af fysiske og biologiske lovmæssigheder på po­litiske, økonomiske, sociale og religiøse områder af menneskelivet på samme måde, som de idag anvendes på det tekniske område. Derved er nationalsocialismen - i modsætning til marxismen - i sandhed videnskabe­lig. Den ønsker ikke at få virkeligheden tilpasset forudfattede teorier men at tilpasse teorierne til vir­keligheden. Nye skelsættende videnskabelige landvin­dinger vil således få øjeblikkelig virkning for udform­ningen af det nationalsocialistiske samfund.

Nu kunne vi naturligvis somme tider ønske os, at nogle af disse love havde været en smule anderledes, men vi må nødvendigvis acceptere, at det er umuligt at ændre dem. Naturlovene kan ikke afskaffes eller laves om ved en afstemning i de Forenede Nationers generalforsamling eller det danske folketing! Det havde måske været lettere alt sammen, dersom alle mennesker og racer havde været lige, og dersom der ikke havde været nogen arvelige faktorer til at styre og begrænse vore individuelle udviklingsmuligheder. Det forholder sig imidlertid ikke sådan, og der er absolut ingen chance for at ændre denne tingenes tilstand gennem ønsketænkning dvs. ved at lade som om disse love ikke eksisterede. At organisere et samfund på grundlag af en sådan ønsketænkning er en dødssynd, som kun kan have katastrofale følger.

Disse følger ses idag kun alt for tydeligt, dersom vi kaster et kort blik på de samfund, der er skabt af vore modstandere i øst og vest. I skøn forening kal­der de nationalsocialismen for "ondskabens evangeli­um" - men selv hersker de over en verden på randen af økonomisk og moralsk ruin, en verden, plaget af inflation, arbejdsløshed, kriminalitet, meningsløs vold,narkotikamisbrug, forurening, korruption, sult og ø­kologiske katastrofer. Og oven over denne trøstesløse verden hænger den konstante trussel om en atomkrig, der vil udslette alt højere liv på jorden. Det er intet under, at menneskeheden lever i konstant frygt for, hvad morgendagen vil bringe! Desværre er denne frygt og håbløshed mest udpræget netop inden for vor kulturkreds, hvor dekadencen og nedbrydelsen af alle sunde og naturlige værdier er mest fremskreden, men hvor befolkningen forsøges bedøvet med materiel velstand - i et evigt kapløb med det økonomiske kaos. Materialismen har imidlertid ikke kunnet forhindre, at befolkningen er konstant utilfreds. Den mangler fuld­stændig idealer og begejstring og har mistet enhver tro på fremtiden. De europæiske folkeslag tør ganske enkelt ikke længere sætte børn i verden og ser i ste­det passivt på, at deres lande langsomt men sikkert overtages af fremmede, og at deres kultur går til grunde. Man lever udelukkende i nuet og forsøger at hygge sig så godt, man kan, her i paddehatteskyens skygge, idet man blot håber, at ragnarok kan holdes stangen i vor tid.

Dette er den guldalder, vore modstandere lovede ver­den i 1945 - dette er, hvad de har kunnet skabe i løbet af 40 år, hvor de har haft den absolutte magt. Under disse omstændigheder er fremtidsudsigterne u­nægtelig dystre, men det behøver ingenlunde at være sådan. At verden er i en så uheldsvanger tilstand i­ dag skyldes nemlig udelukkende menneskenes totalt manglende respekt for naturens love.

Som nationalsocialister forestiller vi os en fuldstændig ny verdensorden, baseret på den ”ufejlbarlige vis­dom, ud fra hvilken naturen lever og skaber". Kun en sådan verdensorden kan på længere sigt sikre li­vets beståen. Oprettelsen af denne nye orden forud­sætter imidlertid, at mennesket accepterer, at det ik­ke er hævet over naturen. Mennesket er ikke skab­ningens herre men en integreret del af naturens he­le, og det er underkastet de samme love som alle an­dre levende organismer. Ligeledes må vi acceptere den videnskabeligt beviste kendsgerning, at menne­skeracerne er forskellige - ikke blot i det ydre men også hvad angår deres sjælelige og intellektuelle e­genskaber - samt at alle mennesker er individer, skabt ulige, og at deres liv hovedsagelig bestemmes af arvelige faktorer og ikke af deres miljø.

Dette kan naturligvis forekomme "uretfærdigt", men det hører med til menneskets nødvendige erkendelse, at der ikke findes nogen højere naturlig retfærdig­hed. Som mennesker kan vi skabe samfund, bygget på en juridisk retfærdighed og en juridisk lighed ud fra den betragtning, at alle individer har en funkti­on i samfundet og derfor har krav på lige beskyttel­se. Dette er en del af den tryghed, der er nødvendig og selvfølgelig i et ordnet samfund, ja, det er en del af selve baggrunden for menneskets etablering af en fast samfundsorden, at man ønsker denne tryghed. Vi kan imidlertid ikke skabe nogen biologisk retfærdig­hed - lige så lidt som vi kan skabe en biologisk lig­hed. Ud fra en menneskelig betragtning vil det til stadighed synes bunduretfærdigt, at nogle skal an­gribes af forfærdelige, smertefulde og uhelbredelige sygdomme i en ung alder, medens andre kan nyde et godt helbred, indtil de bliver hundrede - også selv om den, der må dø som 25-årig, havde langt større evner og kunne have udrettet langt mere for menne­skeheden end den, der bliver højt op i årene. Det er imidlertid således, og mennesket må lære at acceptere,at der i naturen intet retfærdighedsbegreb findes, og ethvert forsøg på at indføre en slags guddommelig retfærdighed i det hinsidige må afvises som forvrøv­let virkelighedsflugt.

I denne forbindelse hævder nationalsocialismens mod­standere ofte, at det biologiske menneskesyn, som danner grundlaget for den nationalsocialistiske ver­densanskuelse er "uetisk ". Hertil kan man kun svare, at det er disse modstanderes egen såkaldte "etik", der er umoralsk, fordi den går ud fra normer, som ikke er begrundet i naturen. For os er der kun en sandhed baseret på naturens love, og alt, hvad der ikke er i fuld overensstemmelse med denne sandhed, er absolut 100% forkert.

Dette betegner nødvendigvis en total afvisning af kristendommen, hvis natur fjendske dualisme netop er baggrunden for den herskende "etik" - også selvom den er forsynet med en liberal-humanistisk eller marxistisk etiket. Ifølge kristendommen indtager men­nesket en særstilling blandt alle skabninger ved at have en guddommelig sjæl. Denne sjæl er endvidere universel, sådan at forstå, at den er ens for alle mennesker, uanset race, intelligens osv. og uden at være undergivet nogen indvirkning fra naturen. At tale om mennesket som et biologisk væsen er for den kristne en "nedvurdering". Ifølge kristendommen be­står hele livet af en kamp imellem den guddommelige sjæl og "materien", dvs. naturen, eller - på det per­sonlige plan - legemet, idet naturen repræsenterer det onde, som skalovervindes for at opnå evigt liv i et ubestemmeligt paradis. Det jordiske liv er kun en forberedelse til dette - i sig selv er det uden nogen værdi. Kristendommen er således i udpræget grad en livsfornægtende religion for tabere og sværmere, der ikke magter livets udfordringer og blot håber på, at "de sidste skal blive de første", idet jo enhver kri­minel døgenigt og underbegavet tåbe for den kristne er et mere værdifuldt menneske end den arbejdsomme samfundsborger. Den repræsenterer et sæt værdinor­mer, der sætter jomfruen over moderen, munken over familiefaderen og den svage og lidende over den stær­ke og sejrende, ja, den døde over den levende. Den hilser selvpineri og selvfornedrelse som positive tegn på, at mennesket bekæmper legemet ud fra erkendel­sen af sin medfødte syndighed, fordi det ikke er ren ånd. Dette er en i alle måder pervers og menneske­fjendsk livsholdning uden eksistensberettigelse i et sundt samfund.

Det nationalsocialistiske menneske skal leve - det skal udfolde sig så meget som muligt inden for rammer af dets biologiske natur - legemligt såvel som åndeligt. Det skal ikke tilbringe tilværelsen på knæ foran en mellemøstlig guddom for at tigge om "nåde" og "tilgi­velse" for den synd det ifølge kristendommen er at være født ind i naturen. Vi ønsker at se stolte og harmoniske mennesker, som er sikre på sig selv og deres mission i livet - ikke forskræmte og nedslåede produkter af menneskefjendske begreber som "arve­synden", hvor den eneste glæde skyldes, at "gud" tilgiver dem, blot de tror. Vi ønsker imidlertid heller ikke usikre og resignerede ofre for det pluralistiske verdensbilledes fornægtelse af absolutte værdier. Vi er ikke ateister. Vi tror på en guddom, men denne guddom er den absolutte modsætning til den jødisk­ kristne Jahve. For nationalsocialismen er den eneste sande guddom den uudgrundelige skaberkraft, der kommer til udtryk overalt i naturen. Det er den gud­dom, vi hylder gennem vor ærefrygt og respekt for naturlovenes visdom. Som nationalsocialister følger vi ingen anden stemme end naturens stemme og ingen anden moral end naturens moral, og vi kender kun en dødssynd: at forsøge at sætte sig op imod denne mo­ral.

Selvom mennesket er en del af naturen, er vi som nationalsocialister naturligvis fuldt ud klar over, at mennesket adskiller sig fra alle andre levende væse­ner i én bestemt henseende: dets enestående hjerne, som gør det i stand til at tænke abstrakt. Denne evne har gjort det muligt for mennesket at afværge eller mildne noget af den grusomhed i naturen, som andre levende organismer må lide under. Vor hjerne har gjort os i stand til at helbrede sygdomme, som ellers ville have været dødelige, og til at finde de underlig­gende principper for mange af naturlovene, således at vi har kunnet udnytte en del af disse principper til vor egen fordel og - på godt og ondt - udvikle den nødvendige teknologi til at udforske jorden og udnytte dens rigdomme.

Vor hjerne har imidlertid også muliggjort det for os bevidst at lade hånt om naturens love, fordi det un­dertiden er mere bekvemt at forsøge at ignorere dem end at følge dem. Hvor det såkaldte primitive menne­ske snart ville mærke følgerne af et sådant side­spring, kan man i det teknologisk højtudviklede sam­fund overleve en overtrædelse af naturlovene igennem længere tid uden at mærke de uundgåelige repressa­lier. Før eller siden vil de dog ikke desto mindre ind­finde sig med ubønhørlig styrke, og da vil det i man­ge tilfælde være om ikke umuligt så dog uhyre van­skeligt at råde bod på fejltrinnet.

Endelig har vor uforlignelige hjerne også givet os fø­lelser, som næppe findes hos noget dyr: frygten for det ukendte, bevidstheden om døden, og dermed også et uovervindeligt behov for noget, som kan give men­nesket en eksistentiel sikkerhed og få det til at se en mening med tilværelsen ud over den blotte kamp for materielle goder. Det er dette behov, der har skabt religionerne, men i modsætning til disse koncentrerer nationalsocialismen sig om at tilfredsstille mennesket her på jorden. I denne forbindelse er det endvidere værd at bemærke, at hverken forstand eller følelser er isolerede, ubiologiske størrelser. Der er tale om en uadskillelig del af den levende organisme, og ligesom menneskets fysiske egenskaber er også "ånden" un­derkastet naturens love om arvelighed.

Som nationalsocialister er vi af den ufravigelige op­fattelse, at samfundet i sin helhed skal organiseres således, at alle aspekter af naturens lov tilgodeses. Det skal således ikke blot skabe rammerne for en op­fyldelse af menneskets materielle ønsker ved at frem­me et sundt erhvervsliv, men også se til, at de spi­rituelle behov kan opfyldes. Det er i denne sammen­hæng vigtigt, at man ikke, som det er tilfældet idag, blot betragter samfundets borgere som en stor grå masse, hvor forskellene imellem de enkelte individer forklares som tilfældige miljøpåvirkninger, som det er samfundets opgave at korrigere. I den nationalsocia­listiske stat respekteres det enkelte menneskes indi­vidualitet og det garanteres muligheden for at udvikle dets medfødte evner og anlæg så frit som overhovedet muligt henimod den højst opnåelige perfektion. Det er ikke nationalsocialismen, der truer den enkeltes indi­vidualitet og frihed for at gøre menneskene til viljes­løse ofre for enhver manipulation, således som vore modstandere utrætteligt hævder det. Det er derimod de demokratiske lighedsfanatikere med deres stupide forsøg på med vold og magt at gøre alle mennesker ens i enhver henseende. Da det er klart umuligt kunstigt at løfte et menneske op på et niveau, der ligger over dets naturgivne udviklingsmuligheder, fø­rer disse forsøg uvægerligt til en ensretning efter mindste fællesnævner, dvs. til en kvælning af alle de individer, som hæver sig op over gennemsnittet i in­telligens eller på nogen anden måde.

Denne fornægtelse af individet og de biologiske for­skelle mennesker imellem har ligeledes ført til en to­tal fortrængning af begrebet "genetisk hygiejne". Hy­giejne er idag kun noget med at vaske sig og børste tænder. Medens menneskene bruger megen flid på at opdrætte hunde, heste, brevduer, undulater osv. ef­ter de bedste arvebiologiske principper, fremskynder de menneskehedens egen biologiske degeneration ved, når det gælder deres egen forplantning, at lade fuld­stændig hånt om disse principper, som om de kun havde gyldighed for dyrene. Enhver befolkning er i naturtilstanden undergivet en biologisk selektion, hvorunder de individer, som under de givne omstæn­digheder er bedst egnede, stiger til tops i samfun­det, medens de dårligst egnede går til grunde. Dette er en af de benhårde og ubønhørlige love, som vi mennesker har formået at formilde ved at skabe sam­fund, hvor der også er en meningsfuld plads til de svagere elementer i befolkningen. Dersom vi imidler­tid fuldstændig lukker øjnene for denne naturlovs ek­sistens, vil vi gå vor undergang i møde, idet vi da nemlig ikke længere vil være i stand til at sikre den tilstrækkelige biologiske kvalitet til at bevare et sy­stem, som er stærkt nok til også at beskytte den sva­ge. Uden øje for tilværelsens biologiske realiteter vil vi ende i en alles kamp mod alle, hvorunder netop de dårligst rustede vil være de første, som går under. Nationalsocialismen vil således heller ikke - som det ofte hævdes - føre til, at de svage lades i stikken, tværtimod. Nationalsocialismen er de svages eneste garanti mod en ellers sikker undergang. Det skal i denne sammenhæng dog understreges, at svaghed ik­ke er et ideal - det er noget, som skal overvindes, og det er kun muligt gennem en konsekvent genetisk hygiejne. Det nationalsocialistiske samfund vil således igennem en omfattende folkeoplysning sikre, at be­folkningen genfinder sine naturlige instinkter på det­te område, sådan at menneskeheden fortsat kan ud­vikle sig biologisk positivt frem imod en stadig større fuldkommenhed. Kun tåber kan tro, at menneskeheden på nuværende tidspunkt har nået det højst mulige ud­viklingsstade. Samfundet må i denne forbindelse også drage omsorg for, at sygdomme og svagheder, der skyldes arv, begrænses. Friheden til at overføre ar­velige lidelser på sine børn og nedbryde befolkningen genetisk er en forbrydelse imod kommende slægter.

Samtidig med disse bestræbelser skal samfundet na­turligvis også sørge for at skabe et sundt miljø, hvor sygdomme, der skyldes ydre påvirkninger, for stedse forsvinder. Der tænkes her ikke blot på det sociale miljø og forholdene på arbejdspladserne men også på det økologiske miljø. Det er i et nationalsocialistisk samfund komplet uacceptabelt, at profitbegær og materialisme tillader sygdomsfremkaldende tilsætnings­stoffer i mad og tøj, sundhedsskadelige kunststoffer i boligen og forurening af jord, luft og vand. Alt dette er resultatet af et sygt samfunds totale pervertering af livets sande værdier. Den genetiske hygiejne og den almindelige forureningsbekæmpelse er blot to si­der af den samme sag: bevarelse af naturen og den økologiske balance til sikring af menneskehedens fort­satte åndelige og fysiske velfærd. Uden et sundt mil­jø vil selv de bedste arveanlæg blive kvalt, og uden en tilstrækkelig mængde af disse, vil der ikke være nogen til at skabe et sundt miljø.

Mennesket er imidlertid ikke blot et enkeltstående in­divid - fra naturens hånd er det også et socialt væ­sen. Det har fra de tidligste tider søgt sammen i grupper for bedre at kunne modstå tilværelsens fa­rer. Havde det ikke gjort det, ville mennesket næppe have overlevet som art. Livet i organiserede samfund er med andre ord en forudsætning for menneskets ek­sistens, og trangen til at organisere sig er en del af vor natur. Uden et organiseret samfund ville hvert enkelt individ have nok at gøre med at sørge for sine daglige fornødenheder. Der ville intet overskud være til kunst, videnskab, undervisning eller sundhedsvæ­sen. En høj organisationsgrad er simpelthen forudsæt­ningen for såvel kulturel som teknologisk udvikling. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det er de bedst organiserede folkeslag, der har frembragt de højeste kulturer.

I ethvert organiseret samfund er det imidlertid tvin­gende nødvendigt, at det enkelte individ tilpasser sig en norm, som deles med andre medlemmer af samfun­det, og afholder sig fra at misbruge sine evner og kræfter på en måde, som er skadelig for hele det samfund, som har muliggjort selve udviklingen af dis­se evner.

Den nødvendige loyalitet inden for gruppen kan imid­lertid ikke under nogen omstændigheder baseres på materialistiske betragtninger alene. Det er, populærtsagt, ikke nok at have et fælles socialkontor. Det gi­ver kun mening at give afkald på en del af sin per­sonlige frihed inden for et skæbnefællesskab, bestå­ende af mennesker med en fælles baggrund, fælles livsværdier og et fælles livsmål - mennesker, hvis forfædre igennem generationer har forsvaret det sam­me stykke land, fordi de har ønsket at bevare deres sproglige, kulturelle og biologiske egenart. Af dette ønske er vor kultur fremvokset i nøje overensstem­melse med vort folks evner, forestillinger, idealer og værdier - det vi kan kalde vort folks sjæl. Andre folkeslag har andre evner, forestillinger, idealer og værdier, og de har derfor frembragt andre kulturer. Disse kan være lige så "gode" som vor - men de er os fremmede, ligesom vor kultur er fremmed for andre folkeslag. At tale om en kommende, universel "ver­denskultur" fælles for alle mennesker er meningsløst. En "kultur", der ikke er opstået naturligt som et spejl af et folks sjæl, er en fornægtelse af begrebet kultur, og historien viser klart, at enhver civilisati­on, der ikke længere har evnet at bevare og videre­udvikle sin egen kultur og derfor har importeret og integreret tilfældigt fremmed kulturgods, har stået u­middelbart foran sin undergang.

Et samfund bestående af et tilfældigt sammenrend af racer, religioner og livsfilosofier er ikke et udtryk for åndelig og kulturel rigdom, således som det i dag så ofte hævdes. Det er et meningsløst sammensurium uden eksistensberettigelse - et sikkert tegn på natio­nens undergang og den totale opløsning af alle værdi­normer. Det er en degenereret karikatur af et sam­fund, hvor den sociale loyalitet imellem de forskellige befolkningsgrupper inden for det tilfældige geografi­ske fællesskab brydes af en langt stærkere, eksisten­tielt betinget loyalitet. mod religiøse og filosofiske ide­aler, som ikke er forankret i nationen og dens histo­rie.

Den største trussel imod samhørigheden i samfundet er uden sammenligning den biologiske raceblanding, der igennem historien altid har gået hånd i hånd med kulturblandingen, ja, ofte ligefrem har været dennes forudsætning. Hvor den isolerede kulturblanding til enhver tid kan standses og folket finde tilbage til si­ne egne kulturnormer igen, er raceblandingen deri­mod uigenkaldelig - og dens følger er uoverskuelige og katastrofale. Det er en kendsgerning, at naturen stedse tilstræber stadig større racemæssig variation. Gennem den naturstridige raceblanding sker der nu en udjævning af alle racebetingede egenskaber. Hvor en race har udviklet sig specielt i én bestemt hense­ende og har skabt et samfund og en kultur baseret på de udviklede egenskaber, mister blandingen efter få generationer enhver forudsætning for at forstå det, deres forgængere har skabt. Hvilke samfund, der opstår som følge af raceblanding, har man desværre kun alt for rig lejlighed til at iagt­tage. Sydamerika, Indien og Ægypten er fortrinlige eksempler, ligesom også det antikke Grækenland og Romerriget er gode illustrationer. Ganske som den in­diske, persiske og ægyptiske kultur blev både den græske og den romerske civilisation skabt og båret af et indvandret mindretal af overvejende nordisk race­type. Dette højere udviklede mindretal undertrykte først det oprindelige flertal og dettes kultur for der­ efter langsomt at bukke under for dets talmæssige o­verlegenhed. Forblødte efter talrige krige gav de fle­re og flere af de undertrykte statsborgerskab, hen­tede slaver fra fremmede egne og tillod blandede æg­teskaber. Dette forvandlede det stolte Hellas til det nuværende Grækenland og Rom til Italien - eller sagt på en anden måde: civilisation til kaos. I skolerne bruger man endnu en del tid på at lære børnene om de antikke kulturer, men der siges ikke ét ord om de mennesker, der skabte disse kulturer. Det synes ikke at undre nogen, at evnen til at organisere et samfund kan forsvinde så fuldstændig. Sandheden er, at vore dages romere racermæssigt har meget lidt til fælles med deres mægtige forfædre.

Når talen falder på racespørgsmål, løber man i dagens samfund straks ind i en lang række tabuer. Racestu­dier er blevet noget uartigt, når det gælder menne­sker, og selv ikke læger eller såkaldte antropologer kan forventes at vide noget som helst om dette emne. Man siger således altid hånligt, at der ikke findes nogen ren race i Europa, at arisk er en sprogbeteg­nelse osv. Dette er også alt sammen tilnærmelsesvis rigtigt. Der er imidlertid tale om en blanding af me­get nært beslægtede racetyper inden for den samme hovedrace: den såkaldte hvide race, som man da så udmærket kan betegne som den ariske race, dersom man blot definerer begrebet, så man ved, hvad det er, man taler om. Iøvrigt er der absolut intet grund­lag for at påstå, at denne blanding ubetinget har væ­ret til det bedste!

Den uvidende påstår også, at raceblanding er nød­vendig for at undgå "indavl". Dette er noget ubiolo­gisk nonsens. Ved indavl forstås udelukkende ægte­skab imellem nærtbeslægtede, der arvebiologisk nød­vendigvis minder om hinanden. Ved indavl sker der således en opsummering af genetisk betingede egen­skaber - gode såvel som dårlige. Da så godt som alle individer bærer på uheldige gener, er det naturlig­vis ønskværdigt, at disse ikke opsummeres – selvom der også sker en opsummering af heldige egenskaber. Forstærket tilbøjelighed til arveligt betinget sindssy­ge kan således ikke opvejes af andre positive egen­skaber. Indavl er imidlertid kun en fare i meget små populationer - i en befolkning på 5 millioner eksiste­rer den ganske enkelt ikke. En iblanding af fremme­de genetiske elementer er iøvrigt ikke nogen god må­de at modvirke indavl på. Det fører kun til uharmo­niske mennesker, fordi forældrene er for forskellige. Hertil vil den uvidende indvende, at man jo netop opnår gode resultater ved krydsning af forskellige racer inden for dyreverdenen. Også dette er natur­ligvis betinget rigtigt. Der er imidlertid tale om strengt kontrollerede krydsninger, hvor man på for­hånd har defineret, hvilke helt konkrete egenskaber, man ønsker at fremavle. Man udsøger så målbevidst forældreindivider fra forskellige racer, som hver især bærer på en del af disse egenskaber. Mellem afkommet udvælges så de heldige eksemplarer, dvs. dem, der bærer på forældreracernes egenskaber i det ønskede forhold. Dem avler man så videre på. De fleste ek­semplarer er imidlertid spild, som uden videre tilin­tetgøres. En fortsat avl på disse individer ville give resultater stik modsat de ønskede. Det er fx de så­kaldte dræberbier et godt eksempel på. Man ønskede gennem avlsarbejde at skabe en robust krydsning med høj ydeevne - man fik aggressive bisværme uden evne til at bestøve. Ved et uheld slap disse ud af labora­toriet, og idag truer de hele Sydamerika og det syd­lige USA, dels fordi de er livsfarlige, dels fordi de fortrænger almindelige bier, hvorefter planterne ikke længere kan blive bestøvet. Det er en god illustration af, hvad ukontrolleret blanding kan føre til, og den omsiggribende blanding af menneskeracerne er ukon­trolleret. Der er næppe heller nogen, der kunne fo­restille sig at indføre en avlsprocedure for mennesker som den, man bruger ved dyrene, rent bortset fra, at vi her har med langt mere komplicerede faktorer at gøre end hos disse. Det er ikke så håndterlige stør­relser som vækst, kødkvalitet og mælkeydelse, der bestemmer, hvorvidt mennesket klarer sig i samfun­det, men derimod faktorer som karakteregenskaber, intelligens, skaberevne og sjælelig harmoni. Iøvrigt mangler vi så ganske at få at vide af tilhængerne af den uhæmmede raceblanding, hvilke ønskværdige e­genskaber de indstrømmende fremmede befolkningsele­menter kan berige den hvide race med!

Under alle omstændigheder fører de nuværende opløs­ningstendenser på alle områder af samfundslivet uvæ­gerligt til, at menneskene bliver usikre og ulykkelige. Kun i et virkeligt, homogent skæbnefællesskab imellem mennesker med samme kulturelle og biologiske bag­grund kan individet finde den eksistentielle tryghed, det har behov for - kun her kan det føle, at det er en naturlig del af et større hele, af noget, som er mægtigere end det enkelte menneske, og som fortsat vil eksistere, efter at individet selv er gået til grun­de, ligesom det har eksisteret, før det blev født. I det nationale skæbnefællesskab - og kun der - ejer mennesket det evige liv, det altid har søgt. Skal mennesket finde sin identitet og sit livsmål uden for det nationale fællesskab, har dette mistet sin mening og vil falde fra hinanden som et ægteskab, hvori par­terne kun har bopælen til fælles.

Dette er et grundlæggende nationalistisk synspunkt.

Gruppeloyalitet må imidlertid nødvendigvis bero på indbyrdes gensidighed. Det er ikke blot borgeren, der skal være loyal over for samfundet - det er også samfundet, der skal være loyalt over for borgeren. Den forudsætter således ordnede sociale forhold og et økonomisk system, hvor ingen udbyttes, og alle yder deres bedste for opretholdelsen af det samfund, som sikrer de fælles værdier, garanterer den enkeltes sik­kerhed og tryghed og giver individet del i folkets e­vige liv.

Dette er et grundlæggende socialistisk synspunkt.

Nationalisme uden socialisme er absurd - og omvendt. En socialisme uden et klart defineret fællesskab har ingen mening.

Det påstås ofte i dag, at en nationalsocialistisk hold­ning fører til krig og forsøg på at undertrykke andre nationer. Dette er ingenlunde en nødvendig konse­kvens - tværtimod. Respekt for andres kulturelle og biologiske identitet forudsætter anerkendelse af ønsk­værdigheden af disse begreber. Kun dersom man værdsætter sin egen identitet, kan man respektere andres. Hvis man derimod fornægter menneskenes forskellighed, er det klart, at man stædigt vil forsøge at udbrede, hvad man selv finder ret - uden hensyn til andre folkeslags egenart.

Denne usalige tro på, at der findes én civilisation, som er den rigtige for alle mennesker, er baggrunden for såvel fortidens europæiske koloniriger som den moderne industrialiserede verdens stadige forsøg på at udbrede en kulturløs, materialistisk levevis til den 3. verden. Konsumsamfundet ser kun markeder og konsumenter - og her er netop ensartethed et nøgle­ord, thi en ensartet kundekreds stiller ingen specielle krav, og det forsimpler og billiggør produktionen. Nationale skel og forskellige kulturmønstre er her udelukkende til besvær og søges derfor undergravet. For den multinationale industri er alle lige - blot de kan købe. Den har ingen som helst respekt for men­nesket overhovedet.

For nationalsocialismen er forskelligheden en selvføl­gelig del af naturens orden, og vi ønsker på det be­stemteste at bibeholde den. Vi véd imidlertid også, at ethvert folk selv må kæmpe for at bevare sin egenart. Gør det ikke det, vil det nødvendigvis gå til grunde, og vi kan ikke stiltiende se på, at vort eget folk til­intetgøres. Bliver vor eksistens truet, må vi forsvare os. Kun en nationalsocialistisk verdensorden beståen­de af selvstændige nationer med gensidig respekt for hinandens særpræg kan imidlertid sikre en varig fred og bevare vor planet fra den atomare katastrofe.

Dersom ikke verden accepterer nationalsocialismen som sin eneste redning, vil menneskeheden gå sin sikre undergang i møde. Dette vil være en logisk følge af vedvarende brud på naturens love. Det vil imidlertid ikke føre til universets undergang. I den store sam­menhæng er Jorden og menneskene på den bittesmå og særdeles undværlige brikker. Forsvinder vi, vil de sidste 10.000 års forskellige civilisationer blot være en helt ubetydelig episode i det uendelige og tidløse rum. Selv efter en altomfattende atomkrig vil der ri­meligvis stadig være basis for biologisk liv nogle ste­der på jordkloden, og udviklingen af stadig højere biologiske former vil begynde forfra, ja, selvom jor­den skulle forgå, vil der med største sandsynlighed være livet eller andet andet sted på en måske fjern klode i rummet. Naturen vil under alle omstændighe­der fortsat bestå - også uden mennesker. Dersom disse ikke accepterer naturens lov, er deres kommen­de undergang helt fortjent. Vi synes imidlertid, det ville være trist, om det gik sådan. Derfor forsøger vi i den elvte time at råbe menneskeheden op.

Dette er i sandhed ikke et spørgsmål om politik. Det er selve vor eksistens, det gælder.

Tuesday, May 1, 2007